Sådan Kommer du i Gang med Magic the Gathering

Magic the Gathering er et spil der spilles med nogle samlekort. Det er et spil der har tiltrukket mere end 30 millioner spillere på verdensplan, og der er blevet produceret flere milliarder magic the gathering kort siden de først blev lanceret. Når noget er så populært, så kan det ofte godt betale sig at undersøge det lidt nærmere: der må jo være et eller andet ved det, som folk virkeligt bliver bidt af.

For alt for mange forbliver det dog ved nysgerrigheden. Det virker ganske enkelt for uoverskueligt at skulle komme i gang. Der er et hav af forskellige kort, der gør forskellige ting. Der er nogle regler, og man skal endda lægge kortene på en særlig måde. Det virker som meget at skulle sætte sig ind i, og derfor kan det være fristende bare at lade være: det er jo nemmere!

Men tro mig: du snyder dig selv. Det er slet ikke så svært at komme i gang med at spille Magic the Gathering. Det er som de fleste andre spil: hvis du bare sætter dig ned med en erfaren spiller, og gennemgår et spil eller to, så vil du hurtigt få grundforståelsen på plads. Folk der går op i MtG er typisk glade for at introducere nybegyndere til deres hobby, så du skal ikke være genert for at spørge dem om hjælp. Hvis du alligevel ønsker et indblik i de helt basale ting, så kommer de her:

Først og fremmest, så skal du være opmærksom på, at både du og den anden spiller starter med 20 liv. Hvis man mister alle sine liv, så har man tabt spillet. Nogle kort vil give dig mulighed for at angribe den anden spiller, så de mister nogle af deres liv.

I starter begge med 60 kort eller mere på bordet. Vær opmærksom på, at hver spiller har deres eget sæt med kort. Det er altså ikke ligesom når man spiller Hjerterfri eller Poker, og alle spillerne deles om ét sæt spillekort. Man samler sit eget sæt, og jo bedre kort man har, jo bedre er man altså stillet når man spiller.

Hver spiller trækker så 7 kort fra deres egen bunke, og så går de i gang. Normalt viser man ikke sin hånd til den anden spiller, men hvis du er nybegynder, så anbefaler jeg at du spiller med åbne kort de første par gange. På den måde kan din erfarne medspiller guide dig igennem, og forklare hvordan de enkelte kort virker, og hvad du bør være opmærksom på.

Der er ikke nogen bedre måde at lære på, end ved at kaste sig ud i det. Selv hvis du læste spillereglerne igennem 15 gange ville det være svært at huske alting: men spil 2-3 spil, og det vil hurtigt sidde på rygraden.